Kød med kød - og fisk

Argentina

Tango

Inden jeg fortæller noget andet, skal jeg lige have afløb for min irritation over fiskestangshåndteringen i Jorge Newberry airport i Buenos Aires. Jeg har haft min fine fluestang med fra Kbh til Buenos Aires, videre til Puerto Iguzu og derfra til Bariloche med flyskift i Jorge Newberry. På samtlige strækninger har jeg haft min stang med som håndbagage uden problemer. I Iguazu var der heller ingen. Men i Jorge Newberry, hvor vi skal skifte fly, var der en emsig kvinde med et dårligt øje (som kunne ødelægge selv det bedste humør) i security som mente at min uskyldige stang skulle checkes ind. Hun forestillede sig måske at jeg ville springe op under turen og råbe “Flyv til Havanna eller jeg fisker!”

Nå, jeg måtte traske tilbage til check-in skrankerne, spurgte selvfølgelig flere gange efter det rigtige sted, og nåede frem til en mand, der lyttede til min jeremiade og erklærede at det var jo fordi det var en fiskestang, og sådan en skal man betale ekstra for. Det mente jeg jo ikke kunne være rigtigt, for hvis det var tilfældet, skulle de vel for faen have opkrævet det da vi påbegyndte turen og ikke midt i rejsen og at det i øvrigt ikke havde noget med security at gøre om det kostede min bare røv at have en fiskestang med. Jeg indså at jeg måske skulle skrue lidt ned, da Bette havde fjernet sig og damen ved siden af manden holdt sig for ørerne.

Jeg stak ham mit boarding pas, som han studerede og holdt så en belærende pegefinger på flyselskabets navn, LATAM.

- Hvad står der her? spurgte han.

- LATAM, svarede jeg nogenlunde roligt.

Så pegede han overbærende på skiltet over skranken.

- Og hvad står der der?

- Aerolinas Argentina, sagde jeg. - Det var her vi fik at vide, at vi skulle gå hen.

- Vi har ikke noget med LATAM at gøre. 100 meter frem, til venstre.

På dette tidspunkt var det allerede en knækket mand, som bar sin fiskestang videre. Ved den første LATAM skranke klagede jeg min nød til en moderlig kvinde som med alle tegn på medfølelse checkede min stang ind helt uden betaling.

Nu skulle vi jo gennem security igen, og jeg pønsede på at sige noget elegant til kvinden med det dårlige øje.

- Hvordan siger man “Hvordan går det med øjet?” på spansk, spurgte jeg min spanskkyndige husstru.

Det nægtede hun at fortælle.

Jeg havde ellers tænkt mig at skrive om hvor overraskende velorganiseret infrastrukturen er i dette enorme land med den katastrofale økonomi, men det fik de lige ødelagt. 

Nå, jeg springer lige en uge tilbage til den dag hvor Kirsten og Ulrik (naboerne) og Bette og jeg tog afsted til Buenos Aires via Frankfurt. 14 timer er en lang flyvetur fra Frankfurt, og hvis man i forvejen har ventet 10 timer i Frankfurt på forbindelsen til Buenos Aires, så er man godt brugt når man når frem. Tidsforskellen er fire timer, og det kunne jo være værre. Jeg er jo vant til at når man rejser langt, så kommer man til eksotiske steder, meget anderledes end mors kødgryder. Det med kødet kommer jeg tilbage til, men sådan synes jeg ikke at det umiddelbart er med Buenos Aires. Den føles som en blanding af Barcelona, Madrid, Paris ... To forskelle springer dog i øjnene, prisniveauet som er dejlig lavt, og kvaliteten af deres brød som er tilsvarende lavt. Det virker underligt, taget i betragtning argentinernes forhold til mad i almindelighed og kød i særdeleshed. De spiser godt og meget, især meget kød. Det forstår man når man har smagt det. (Det følgende er ikke for vegetarer.) 

Argentinerne er med god grund stolte af deres oksekød, og parillada, udtales parisjada, som betyder grill, er en religion på linje med fodbold. Det virker ikke som om katolicisme kommer op i den klasse, men jeg kan sagtens have overset noget. Vi har spist rigtig meget kød, dårligt brød og meget lidt grøntsager. Man kan også få fisk. En premium gang shortribs, ca en halv kvadratmeter, med fritter eller mos af butternut og helt fremragende rødvin på en god restaurant koster måske 450 DKR for fire personer. I går på en mere ydmyg restaurant, 200 kr for rigeligt parillada, fritter, glimrende øl og elendigt brød.

Ingen af os fire er jo katolikker, måske er det derfor at vejrguderne er os meget venlig stemt. I hvert fald har vi været vildt heldige med vejret. Ugen inden vi kom var det ulidelig hedebølge med temperaturer omkring 42 grader, men da vi ankom faldt den til max 30, og det betød at vi kunne vade byen tynd uden at dø. Den er virkelig meget europæisk. Indbyggerne mener selv at trafikken er vanvittig kaotisk. Den er også meget tæt, men vi synes at de kører mindst lige så disciplineret som i København.

Dagen efter ankomsten mødte vi Victoria Caceres, en argentinsk forfatter jeg mødte på Hald Hovedgaard for nogle år siden. Victoria er sjov og meget kommunikativ om man så må sige, hun kan fortælle rigtig meget om byen, landet, korruptionen og alt muligt andet, men hun måtte alligevel trække vejret da jeg kom til at sige at Jorge Luis Borges, som ikke fik Nobelprisen i litteratur fordi han foretrak at lade sig hylde af Pinochet i Chile, absolut var en glimrende forfatter, men i mine øjne ikke havde Nobel-niveau. Desuden havde jeg glemt de marinerede sild, som var det eneste hun ønskede sig fra Danmark, og da jeg tilmed fortalte at Ulrik og jeg havde tænkt os at bruge hele den følgende dag på Paranafloden for at fiske golden dorado, var målet fuldt.

- Are you crazy? Go fishing when you are in Buenos Aires! You are crazy.

Anyway, vi kommer til at mødes igen når vi kommer tilbage til Buenos Aires, og jeg tror at jeg har fundet det eneste sted i Argentina hvor man kan købe svenske, marinerede sild. 

Det viste sig at Borges blev født i den gade , Tucumán, hvor vi boede.

Ulrik og jeg havde booket drømmeturen hjemmefra. Afhentning kl. 4.30 i Buenos Aires, en hel dag på floden med to guider, frokost osv. Det var dyrt, meget dyrt men once in a lifetime ...

Efter et par timers kørsel med Alejandro nåede vi frem til et enormt, fladt og grønt område gennemskåret af større eller mindre forgreninger af Parana. Igen var vejret strålende, masser af sol, men ikke 40 grader. Lange ærmer og det meste af hovedet tildækket er et must, når man skal være i en åben båd i 10 timer.

Ulrik er en meget flittig og effektiv fisker når det skal være. Han spildte ikke mange minutter, men ved frokosttid havde ingen af os fanget noget. Frokosten var meget argentinsk. Kød med kød. På den medbragte parrillada sydede en større del af en ko i en halv times tid, krydret med masser af salt. Det var glimrende. Noget brød ville have kompletteret menuen, men i betragtning af brødets kvalitet, ville det egentlig være synd.

Derefter fiskede vi igen intensivt, men trods ihærdige anstrengelser og flere vabler, fangede Ulrik desværre ikke noget. Men jeg fangede sgu en livsfarlig piranha, I ved dem med sylespidse tænder, der skeletterer en okse på få minutter, hvis den er så uheldig at falde i vandet. Det var egentlig golden dorado vi gik efter, nogen vilde krabater, men reklameværdien af en piranha er nok større. Den kender alle, mens kun få i Dk kender doradoen. Ulrik bærer det pænt, men hans hjerte græder.

Livsfarlig Piranha

Og så har vi været oppe ved grænsen til Brasilien og set Foz de Iguazu. Allerede da vi ankom til den lokale lufthavn mødte vi Pedro, som blev vores chauffør og guide. Han anbefalede at vi så vandfaldende fra både den brasilianske og den argentinske side, så vi startede næste dag med at køre over grænsen til Brasilien. Der er ikke så meget at sige om al det vand. Det er nemlig i ordets egentlig betydning ubeskriveligt, fuldstændig overvældende. En rejse værd.

Foz de Iguazu, Argentina

Nu, 14. februar, er vi så kommet til Bariloche længere sydpå over mod Andes. Totalt anderledes natur og klima. Her er 10 grader. Vi bliver i 4 dage og er bl.a. sammen med Bette og Bos gamle ven, Perico og Hans kone.

  Bariloche fra vores terrasse