In Patagonia

Nu skal jeg jo ikke, efter snart to uger i landet, gøre mig til ekspert i noget, som klogere
hoveder end jeg sikkert har funderet rigtig meget over, men på en eller anden måde forekommer Argentina mig som et land uden historie, eller rettere en kort en som ikke rigtig har rødder i landet. Historien og kulturen udspringer et andet sted, langt væk, steder som mere eller mindre har glemt Argentina. På samme måde er byerne heller ikke vokset frem af det landskab de ligger i, men mere fordi man har besluttet at et givent sted er velegnet. Så har man spændt et net ud af kvadrater på 100 gange 100 meter, stregerne bliver til gader og mellem dem bygger man. Jeg læste engang at spanierne yndede denne byggestil fordi, hvis der var ballade med indbyggerne, så var det let at anbringe en kanon eller et maskingevær for enden - men det passer sikkert ikke.

Måske er jeg upassende eurocentristisk, men Buenos Aires er som et mix af Madrid, Barcelona, Paris og Rom uden gallere, romerrige osv. På samme måde virker Bariloche mod vest ved foden af Andes som et stykke landflygtig Schweiz blandet med lidt Tyrol uden lederhosen, kukure og jodlen, men med alpehytter og chokoladebutikker, eller rettere chokoladepaladser, i en mængde man ikke kommer sig over lige med det samme. Skulder ved skulder ligger de i hovedgaden, her og der adskilt af konditorier, cafeer og restauranter, hvor de trods alt serverer mest kød. Asado, helstegt lam.
De har sågar en rigtig kabelbane, måske en km lang, med røde gondoler og det hele, som transporterer en op på toppen af et bjerg som hedder Otto, hvis jeg husker rigtigt. Vi tog turen sammen med Perico og Alejandra. Da Bette og Bo boede i Tres Arroyos fra `74 til `79 var Perico og hans daværende kone deres rigtig gode venner i danskerkolonien. Nu bor Perico og Alejandra i Nyborg, og var hjemme på besøg. Alejandra er netop fra Bariloche, og sammen med dem har vi spist en masse kød m.m. og i øvrigt haft det rigtig rart.
For enden af kabelbanen er et tårn med en restaurant, der kan prale med en uovertruffen udsigt 380 grader rundt. Nu skal ingen jo snydes for noget af den, så derfor drejer den hele tiden rundt, sagde Perico. Vi var sikre på at han tog gas på os - men det gjorde han ikke. Ganske langsomt roterer restauranten rundt, så man kan nyde hele den formidable udsigt.
Vi boede i et airbnb hus, der mindede os lidt om Fort Knox. Ejeren arbejde i sikkerhedsbranchen, og hans hus var muligvis et udstillingsvindue for hans isenkram, i hvert fald var der pigtråd og el-hegn om hele matriklen, overvågningskameraer en masse, tre nøgler for at komme ind og ud, hvis man gik ud på terrassen og lukkede døren efter sig, var man ilde stedt, hvis ikke der var nogen inde til at lukke op. Til gengæld var udsigten forrygende. Først byen ved bredden af den isblå Nahuel Huapi sø (Stort vand på indiansk) og bag den Andes.
Værtinden fortalte os at det kunne være risikabelt at gå de femten minutter fra centrum til boligen efter mørkets frembrud, vi burde tage en taxa. Nu virker Bariloche - på størrelse med Hillerød - ikke som en slumby i Mexico City, eller blot Mjølnerparken, så vi havde lidt svært ved at tro hende, og da vi spurgte Alejandra og Perico, rystede de på hovedet. Victoria, som har boet i Buenos Aires hele livet, har aldrig oplevet overfald, vold eller lignende, så jeg tror at hvad angår kriminalitet ligner Argentina mere sine europæiske modeller end andre lande i Latinamerika.
Ok, selvfølgelig har Argentina historie, f. eks. alt det med Peron, Eva og Isabelita, men en del af den historie man trods alt har, årene med juntaen og de titusinder forsvundne, forsøger man at glemme, ligesom den effektive udryddelse af den oprindelige befolkning tilsyneladende heller ikke fylder meget. Så kan man gøre lidt mere ud af de mindre kontroversielle ting. Fra Bariloche kan man f.eks. komme på en udflugt til et sted hvor man har en kopi af den motorcykel som Che Guevara kørte rundt på inden han blev revolutionær.
Her er mange monumenter for store personligheder, især en vis Perito Moreno dukker op alle steder. Hans berømmelse skyldes at han er faderen til Argentinas nationalparker, og at han var central i fastlæggelsen af grænsen til Chile, og den er jo lang. Først var han gravsat på Recoleta kirkegården, men så fandt man ud af at det var mere passende at flytte ham til den store nationalpark ved Nahuel Huapi søen, for så kunne turbåden, som sejler en iøvrigt meget smuk tur i parken, standse op ved hans grav og tude tre gange til hans ære hver gang den passerer. Stakkels mand ...
For sådan nogle turister som os er det det mest tiltrækkende, bortset fra Bettes gamle område og alt kødet (og rødvinen) naturen. Den er der meget af, og den er absolut en lang rejse værd. Bariloche ligger i den nordlige ende af Patagonien.

I 1973 kørte jeg og nogle andre hippier gennem den afghanske ørken, fra Pakistan til Iran. En af dem var Peter fra Vancouver, Canada.
- I’ve always said that you should look for the open spaces, sagde han, da vi kørte gennem det meget, meget øde landskab i dagevis i en gammel Volvo bus.
Peter havde aldrig været i Patagonien, men han ville have elsket det. Det havde til gengæld Bruce Chatwin, som skrev den uforlignelige rejseskildring “In Patagonia”. Når han ikke fik et lift med en tandløs fåreavler e.l. gik han på sine flade, og når man har været der, så ved man at det i sig selv er en bedrift. Der er langt mellem beboelserne. Til gengæld er landskabet nærmest bedøvende storslået. På vejen taler han med de mere eller mindre ejendommelige eksistenser, og beretter om tidligere tiders fantaster og desperados og deres kranke skæbner, bl.a. Butch Cassidy og The Sundance Kid. Kan stærkt anbefales. På en eller anden måde passer disse historier vældig godt med landskabet.
Vi ejer ikke Bruce Chatwins buddhistiske tålmodighed (selvom han hele tiden siger at han er drevet af rastløshed) så vi fløj fra Bariloche til El Calafate i det sydlige Patagonien, lige inden Ildlandet.

Her lejede vi en bil og kørte ind i nationalparken hvor en enorm gletsjer skyder ud fra bjergene, efter sigende den eneste gletsjer som ikke skrumper. Den er selvfølgelig opkaldt efter Perito Moreno. Det er virkelig betagende. Et imponerende system af gangbroer, sørger for at man kan komme ret tæt på. Det er ret sært at der vokser skov helt ned til bredden af den bugt hvor gletsjeren kælver, det passer ligesom ikke sammen, skov og gletsjer. Der er selvfølgelig bunker af turister, men det hele fungerer vældig fint og velorganiseret.

Perico Moreno gletsjeren

I det hele taget er det Argentina, vi har været i kontakt med, velorganiseret og velfungerende, den deprimerende krise, korruptionen, usikkerheden er mest noget vi får fortalt, men der er ingen tvivl om at tilværelsen er vanskelig for rigtig mange. Det er bare ikke noget vi mærker på andre måder end at prisniveauet er behagelig lavt.
Næste dag kørte vi så 200 km nordpå til El Chalten som klatrere kender som Fitz Roy, en meget spektakulær tinde. El Chalten er udgangspunkt for vandreture af alle kalibre i Andes, så her ser man mange backpackere. Vi tog den kortere version til et sted med et fint vue til tinderne.

Men det mest overvældende var faktisk køreturen gennem det patagonske landskab. Ikke et træ, veje så snorlige at de fortaber sig i ingenting, bløde bakker og forrevne klipper afbrudt af blågrønne floder og søer. Engang imellem en flok guanacoer, masser af rovfugle og kun en enkelt restaurant på vejen, hvor de serverede den mest elendige kaffe i Sydamerika. Trafikken er så tynd at man sagtens kan få en fornemmelse af at have de uendelige veje og hele landskabet for sig selv. Det er sådan set ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning at halvdelen af Argentinas 40 mio indbyggere bor i Buenos Aires og den omgivende provins. Det giver god plads i resten af det enorme land.
Ulrik og jeg fandt en flod at fiske i. At gå langs de store sving, helt og aldeles alene under den vældige, blå himmel (for som altid var vejret perfekt), uden buske eller træer som fluen kunne sidde fast i og for engangs skyld føle at jeg havde nogenlunde styr på teknikken, det var ren zen. Det betød mindre at jeg ikke fangede noget. Ulrik fangede fire små ørreder og fik en vis oprejsning for piranhaen, som de lokale forresten ikke har megen respekt for. Det er vist på linie med at fange en skalle.

Zen

Fra El Calafate tilbage til Buenos Aires, og derfra med bus over pampaen til Bette og Bos gamle nabolag omkring Tres Arroyos.