På pampaen

På pampaen

Lige ud ad landevejen

Hvis man kan gradbøje flad, så er pampaen fladest. Det er jeg nu helt sikker på efter at have kørt 500 km sydpå fra Buenos Aires. 7 timer i luksusbus, hvor den eneste afveksling i landskabet er om der er solsikker, majs, soya eller køer på markerne. I Sønderjylland omkring Tønder er der også fladt, men der er trods alt et sted der hedder Jejsing Bjerg, hvor landskabet hæver sig omkring 1,5 meter over tøndermarsken. Ikke engang sådan en udskejelse oplever man i den del af pampaen vi krydsede. Det er vældig beroligende, sæderne er bløde, brede og kan lægges langt ned. Hvis man alligevel har svært ved at falde i søvn, så kan man tælle køer. Der er rigtig, rigtig mange.

Vi nåede frem til Tres Arroyos, nogenlunde udhvilede, og blev mødt af Perico og Mirna og en laber lejebil, som de havde sørget for. Så kørte vi ud til Erik og Birthe, nogle andre af Bo og Bettes gamle venner, som Bette ikke havde set siden 1979. Her boede vi i de fire dage, vi var der, fire dage med en del selskabelighed og parrilladas. Her fik vi dog både salater og kartofler m.m. til. Meget lækkert, men jeg håber ikke at det er vanedannende. Det kan ikke være usundt, for vi spiste også hos Pericos 90 årlige mor som er aldeles frisk og klarer sig selv.

Emu hos Mirna og Dido.

Bæltedyrene er en plage. De graver huller som køerne skvatter i. Men de ser søde ud.

Jeg har tidligere nævnt at det er specielt at rejse så langt og opleve at så meget er ganske velkendt. I Tres Arroyos var det endnu mere udpræget, for de fleste af dem vi var sammen med, taler dansk. Indbyrdes taler de spansk, men de taler flydende dansk selvom de har levet hele livet i Argentina. En aften, da vi havde været ved stranden, spiste vi på en lokal restaurant i Tres Arroyos “El Gran Danes”. Den rare servitrice kunne ikke få maskinen til at acceptere Ulriks Visa-kort.

- Nå, så må jeg jo ud og vaske op, sagde han.
- Vaskop, udbrød servitricen grinende.
- Taler du dansk? spurgte jeg.
Hun rystede på hovedet.
- Solo “tak”, “goddag”, “velbekomme” y “ vaskop”.
Også hun havde, som så mange andre i området danske aner, men som det sker for mindretal de fleste steder, f.eks. jøderne i Danmark, så sker integrationen ubønhørligt, og efterlader aftryk som med tiden kun få husker oprindelsen af. “Vaskop”.

Selvfølgelig skulle vi ud og besøge Bo og Bettes gamle skole, hvor de boede i fire år. Den danske skole findes ikke mere, nu er det en landbrugsskole, men der er ferie nu, så derfor var der helt tomt. Bette syntes at det så fuldstændig ud som for fyrre år siden, men meget slidt og lidt deprimerende, men endelig, efter så mange år, kunne hun igen sætte sig i forstanderstolen.

Den er god nok. 1977

I chefstolen. Meget lidt forandret.

Den ikke mere så danske skole i Tres Arroyos

Det var en fornøjelse at bo hos Birthe og Erik. Vi havde lange snakke om Argentinas historie set i Eriks optik, helt frem til juntaens ugerninger fra 1976 til 83. Det er særlig interessant at det jo var i de år at Bo og Bette var der, og Bette har ofte sagt, at de ikke anede hvor slemt det var, men at de nok havde på fornemmelsen at ikke alt var godt. Erik sagde det samme.

Mindesmærke i Tres Arroyos over juntaens ofre.

Han sagde også at Argentina rammes af en krise omtrent hver tiende år, og som bekendt er de midt i en lige nu, men de er jo landmænd, og klarer sig lidt lettere gennem det. De mangler i hvert fald aldrig kød.
Ejendommene, estancias, er vist enorme efter danske forhold. Dido og Mirna har vist omkring 1.700 ha, og det er ikke ualmindeligt. Nogle, især tyvagtige politikere, har meget mere.

I løbet af 34 års ægteskab har jeg selvfølgelig hørt meget om Argentina og skolen. Det var en kæmpe oplevelse at se den og møde nogen af de mennesker, der betød så meget i de år. Det er jo også en del af Argentina som man ikke besøger med mindre man har en grund.

Vi tog bussen tilbage til Buenos Aires. Herfra tager Kirsten og Ulrik hjem til Danmark i morgen, fredag. Bette og jeg tager op til Salta mod nordvest og møder Juan, vores ven fra Danmark.