Argentinas helte - og skurke
Vi bringer først nogle rettelser:
Juan (som jeg kommer tilbage til) har gjort mig opmærksom på at den store strudselignende fugl på billedet ikke er en emu. Emuer lever i Australien. Strudse lever i Afrika. Fuglen fra Mirna og Didos estancia er en nandu. Fejltagelsen kunne måske undskyldes, hvis ikke at Ulrik er lærer på en naturskole, og undertegnede faktisk har biologi som linjefag fra seminariet. (Årgang 1979). Vi beklager.
Desuden betyder Nahuel Huapi, ikke stort vand. Det gør derimod Iguazu, hvilket giver mening. Nahuel Huapi betyder Tigerens Sø. Så er det på plads. Tak til Juan.
Vi har ikke set tango, vi har ikke set Diego Maradona, og vi har af gode grunde heller ikke set “de forsvundne”. Jeg har læst at det er disse tre ting definerer Argentina, så man kunne konkludere at vi slet ikke har set Argentina. Men det synes vi at vi har alligevel. Nu har vi endda været i Buenos Aires to gange, snart tre, inden vi flyver hjem - om coronavirussen vil. Her har der ikke været nogle tilfælde endnu, et enkelt i Brasilien, så det fylder ikke så meget i medierne, men hvis det på et tidspunkt kommer til at betyde aflyste fodboldkampe, så er det undtagelsestilstand.
Forleden var Bette og jeg ude og spise med min forfatterven, Victoria, i Buenos Aires. Virkelig lækker pasta på en meget smuk, gammel restaurant med meget højt til loftet. Efter et større detektivarbejde havde jeg forinden opsporet det firma der importerede marinerede sild, og de kunne fortælle i hvilken forretning de kunne købes. Forståeligt nok var de tre gange så dyre som hjemme, men der var jo større ting på spil end simpel mammon, så vi købte rigeligt ind. (Kenneth, nu vil du gerne hilse på mig, ikke?)
Bagefter tog vi kaffen hos Victoria, hyggelig lille lejlighed med balkon og udsigt. Vi havde ikke været der længe før et jammerbrøl, som fra en mand hvis hele liv brasede sammen i alle helvedes kvaler, flængede mørket. Bette og jeg så uroligt på hinanden. Victoria smilede.
- Der er mål, sagde hun. - Han er glad. Jeg behøver ikke at tænde for mit tv for at følge med i de vigtige kampe.
Der er nu ingen fodboldkampe som Victoria synes er vigtige, hvilket adskiller hende fra de fleste af hendes landsmænd, ligesom hendes forhold til ægteskab og børn. Hun var gift to gange inden hun blev fyrre, så var det ligesom prøvet af. Umuligt at kombinere med forfatterskab, siger hun. Ligesom børn.
Hvis temperament og snakkesalighed er typisk argentinsk, så matcher hun på det punkt. Hun ville vældig gerne vide noget om vores indtryk af landet, hvad havde vi set og tænkt i de tre uger, der var gået siden sidst? Til tider lykkedes det hende endda ikke at afbryde alt for meget. Bette siger at hun taler mere end jeg. Det skal nok passe.
Som de fleste argentinere er hun meget glad for sit land, og meget lidt glad for landets politikere. Hun er lige så begejstret for Patagonien som os. Jeg luftede mine tanker om Argentinas ret korte historie og det deraf følgende behov for at få detaljer til at fylde mere.
- Vi mangler helte, sagde hun.
- Hvem er General Belgrano? spurgte jeg. - Der er statuer af ham alle vegne og hver anden gade er opkaldt efter ham. Han er vel en helt?
Victoria brød sammen af grin.
- Det er jo rigtigt. selv gaden, jeg bor i hedder Belgrano. Hans bedrift er at han designede det Argentinske flag. Vi mangler helte.
Victoria mente også at det er påfaldende at næsten ingenting kaldt efter kunstnere. Der er ellers nok at tage af.
Det er nu en sandhed med modifikationer. Hvis jeg googler Avenida Jorge Louis Borges, så er der mindst en i stort alle større byer i Argentina, og vi har da set et par skulpturer af digtere.
I det hele taget er Victoria meget kategorisk og definitiv i sine anskuelser, så det er vigtigt at have andre autoritative kilder end hende og Google til forståelse af Argentina, og vi har heldigvis vores ven, førnævnte Juan, som er Argentiner og kom til Danmark for mindst 25 år siden. Tilfældigvis er Juan i Argentina netop nu, så vi har selvfølgelig benyttet os af det.
Juan beretter f. eks. at Belgrano, når det kommer til stykket, udrettede andet end at finde på et blåt og hvidt flag. Han var en hel central person omkring Argentinas løsrivelse fra Spanien i midten af 1800-tallet, en række krige der også involverede skabelsen af Peru, Bolivia og Chile som selvstændige stater.
Udover at være general var han jurist og økonom. Måske skulle han have koncentreret sig om det sidste, for hans militære bedrifter var af svingende kvalitet. På Wikipedia kan man i øvrigt læse om alle de sygdomme han pådrages sig, og i det lys er det imponerende at han blev 50. Men spørger man en argentiner om hvem Belgrano var, så er det første de siger, at det var ham der fandt på flaget.
Jeg har svært ved at forestille mig Anker Jørgensen boulevarder, pladser, gader og monumenter i hver eneste afkrog af Danmark - for slet ikke at tale om Anders Fogh Rasmussen pladser, selvom han, som den eneste i moderne tid kastede os i krig. (Og burde sidde i fængsel).
En virkelig sværvægter i Argentinas historie er selvfølgelig Juan Peron. I følge Victoria er det mere kontroversielt at lave mindesmærker og plazaer for ham, for han deler vandene. De fleste er vist enige om at han gerne ville gøre noget for de fattige, men han var også temmelig glad for nazismen og ventede med at erklære Tyskland krig til 5. maj 1945. Desuden kørte han Argentina, som er så utrolig rig på ressourcer, økonomisk i sænk, men deri adskiller han sig ikke fra sine efterfølgere, så hvis man skal tro Victoria er det nærmest et mirakel at Argentina endnu eksisterer som selvstændig nation.
Som den opmærksomme læser sikkert allerede har bidt mærke i, så er disse betragtninger i et vist omfang bygget på fakta, men derudover langt hen ad vejen fortolkninger og viderebringelser af mere underholdende end oplysende karakter.
 |
| Spændende hjørne i Buenos Aires |
 |
| Lavet af karosseridele og gammelt jern. |
Bagefter tog vi kaffen hos Victoria, hyggelig lille lejlighed med balkon og udsigt. Vi havde ikke været der længe før et jammerbrøl, som fra en mand hvis hele liv brasede sammen i alle helvedes kvaler, flængede mørket. Bette og jeg så uroligt på hinanden. Victoria smilede.
- Der er mål, sagde hun. - Han er glad. Jeg behøver ikke at tænde for mit tv for at følge med i de vigtige kampe.
Der er nu ingen fodboldkampe som Victoria synes er vigtige, hvilket adskiller hende fra de fleste af hendes landsmænd, ligesom hendes forhold til ægteskab og børn. Hun var gift to gange inden hun blev fyrre, så var det ligesom prøvet af. Umuligt at kombinere med forfatterskab, siger hun. Ligesom børn.
Hvis temperament og snakkesalighed er typisk argentinsk, så matcher hun på det punkt. Hun ville vældig gerne vide noget om vores indtryk af landet, hvad havde vi set og tænkt i de tre uger, der var gået siden sidst? Til tider lykkedes det hende endda ikke at afbryde alt for meget. Bette siger at hun taler mere end jeg. Det skal nok passe.
Som de fleste argentinere er hun meget glad for sit land, og meget lidt glad for landets politikere. Hun er lige så begejstret for Patagonien som os. Jeg luftede mine tanker om Argentinas ret korte historie og det deraf følgende behov for at få detaljer til at fylde mere.
- Vi mangler helte, sagde hun.
- Hvem er General Belgrano? spurgte jeg. - Der er statuer af ham alle vegne og hver anden gade er opkaldt efter ham. Han er vel en helt?
Victoria brød sammen af grin.
- Det er jo rigtigt. selv gaden, jeg bor i hedder Belgrano. Hans bedrift er at han designede det Argentinske flag. Vi mangler helte.
Victoria mente også at det er påfaldende at næsten ingenting kaldt efter kunstnere. Der er ellers nok at tage af.
Det er nu en sandhed med modifikationer. Hvis jeg googler Avenida Jorge Louis Borges, så er der mindst en i stort alle større byer i Argentina, og vi har da set et par skulpturer af digtere.
 |
| Argentinsk digter |
Juan beretter f. eks. at Belgrano, når det kommer til stykket, udrettede andet end at finde på et blåt og hvidt flag. Han var en hel central person omkring Argentinas løsrivelse fra Spanien i midten af 1800-tallet, en række krige der også involverede skabelsen af Peru, Bolivia og Chile som selvstændige stater.
Udover at være general var han jurist og økonom. Måske skulle han have koncentreret sig om det sidste, for hans militære bedrifter var af svingende kvalitet. På Wikipedia kan man i øvrigt læse om alle de sygdomme han pådrages sig, og i det lys er det imponerende at han blev 50. Men spørger man en argentiner om hvem Belgrano var, så er det første de siger, at det var ham der fandt på flaget.
 |
| Plaza |
 |
| Avenida |
 |
| Mindesten |
 |
| Statue |
En virkelig sværvægter i Argentinas historie er selvfølgelig Juan Peron. I følge Victoria er det mere kontroversielt at lave mindesmærker og plazaer for ham, for han deler vandene. De fleste er vist enige om at han gerne ville gøre noget for de fattige, men han var også temmelig glad for nazismen og ventede med at erklære Tyskland krig til 5. maj 1945. Desuden kørte han Argentina, som er så utrolig rig på ressourcer, økonomisk i sænk, men deri adskiller han sig ikke fra sine efterfølgere, så hvis man skal tro Victoria er det nærmest et mirakel at Argentina endnu eksisterer som selvstændig nation.
Som den opmærksomme læser sikkert allerede har bidt mærke i, så er disse betragtninger i et vist omfang bygget på fakta, men derudover langt hen ad vejen fortolkninger og viderebringelser af mere underholdende end oplysende karakter.
Kommentarer
Send en kommentar