Salta
Inden jeg går videre, skal der lige følges op på landsfaderen Belgrano. I modsætning til en hel del af hans efterfølgere så ragede han ikke til sig. Han var en ægte idealist, og han gik faktisk ind for at Argentina skulle være et konstitutionelt monarki, hvor overhovedet altid skulle være indianer. Vældig sympatisk, men ikke noget der vandt gehør hos de rige. Belgrano var på ingen måde rig. Han døde uden en peso på lommen. Den sidste behandling han fik hos sin læge betalte han med det eneste af værdi, som han ejede, sit guldur.
Da Kirsten og Ulrik rejste hjem til gråvejret, rejste vi op til Salta i det nordvestlige hjørne, tæt på Bolivia. Her er langt mere indiansk præg, og Salta ligner slet ikke noget europæisk. Det er en skøn by, nok den mest charmerende og behagelige vi har besøgt. Ikke så mange højhuse og det sædvanlige net af kvadrater som byplan. Vejret var som vanligt fremragende, og ydermere var vores airbnb nok den bedste vi har haft, selvom alle har været gode, så Salta får fem stjerner.
Ikke mindst takket være omtalte Juan. Han og Mette har en lejlighed i Cordoba, men Juan boede her for en masse år siden, og her har han sine gamle venner, som han spiller truco med. Truco er et kortspil. Han tog os til en gade, hvor restauranter og spillesteder lå som perler på en snor. Juan valgte “La Estacion Viejo”, et stort sted med mad og meget levende musik. Stuvende fuldt. Bandet var superprofesionelt, og vidste virkelig hvordan man bygger en stemning op. I det omfang det lod sig gøre at viderebringe noget som helst, fortalte Juan at langt de fleste af publikummerne kendte alle sangene, og der blev sunget og danset så det var en lyst. Smaddersjovt.
Her fik jeg også mulighed for at spise lama for første gang. Det var en gryderet, og det smagte helt ok, lidt som ged, men ikke ret bemærkelsesværdigt.
I det hele taget er det argentinske køkken, som vi har mødt, ikke særlig bemærkelsesværdigt. Det mest påtungefaldene er fraværet af krydderier. Kødet er jo rigeligt og godt, men hvis man vil have andet end salt og citron på det, så skal man bede om det, også peber, og tilbehøret er ikke opfindsomt. Mange steder får man glimrende pasta, og i det hele taget er der ikke noget i vejen med kvaliteten. Det er der i hvert fald heller ikke med vinen, og på restauranter får man fortrinlig vin for 35 kr og op. Vi har jo ikke prøvet noget a la en Michelin restaurant, så det avancerede findes sikkert.
En af de store seværdigheder i Salta-regionen er de farvede klipper ved Purmamarca og Humahuaca, omkring 300 km nord for Salta. Vi købte en heldagstur derop. Vi blev samlet op af en minibus kl. 7, hvilket er meget, meget tidligt her.
Chauffør og guide, Fernando, var en ren wikipedia af informationer om alt fra geologi, geografi, etnologi osv. og han var ikke nærig med at øse ud. Jeg var den eneste af 19 i bussen, som ikke forstod spansk - i hvert fald ikke perfekt - så det var ham meget om også at guide på engelsk, hvilket han faktisk var god til. Han talte nærmest uafbrudt de 300 km ud. Den unge kvinde på sædet foran mig hørte ikke et ord. Hun sov, hvilket ikke er særlig bemærkelsesværdigt. Det sjove var at samtlige 600 km roterede hendes stakkels hovede fra side til side og bankede hvert øjeblik ind i ruden med et knald. Bette mente at vi burde hjælpe hende, men jeg kunne ikke lige regne ud hvordan. Jeg kunne selv følgelig have strakt min hånd frem og afbødet, men det kunne jo misforståes, og manden ved siden af hende var meget stor. Da turen var slut, virkede det ikke som om hun havde pådraget sig hjerneskader.
Humahuaca og Purmamarca er meget indiansk præget med lave huse, som i en Clint Eastwood film. Naturligvis strømmer turisterne til, og det betyder at turistshoppene ligger side om side, og alle sælger det samme junk. Ægte alpaca sweatre til 200 kr. Det er fuldstændig som i Kathmandu, hvor man kan få ægte pashmina for 25 kr. Den inkluderede mad var rædsom, men alligevel var det en fin tur gennem et meget tørt og smukt landskab, ikke så langt fra Atacama ørkenen.
Mange steder i landet dyrker de facademalerier, og i Humahuaca var der mange. Her er et udpluk.
I Purmamarca har man rekonstrueret en lille inkalandsby fra 1200 tallet eller før. Ved indgangen står en mindesten for de forsvunde og myrdede under juntaen 1976 - 1983 og for spaniernes folkemord på indianerne fra 1492 og frem. Der er ikke tal på hvor mange indianeres der blev slået ihjel, men på stenen står der at juntaens statsterrorisme var ansvarlig for 30.000 menneskers død.
“NUNCA MAS” - Aldrig mere.
Da Kirsten og Ulrik rejste hjem til gråvejret, rejste vi op til Salta i det nordvestlige hjørne, tæt på Bolivia. Her er langt mere indiansk præg, og Salta ligner slet ikke noget europæisk. Det er en skøn by, nok den mest charmerende og behagelige vi har besøgt. Ikke så mange højhuse og det sædvanlige net af kvadrater som byplan. Vejret var som vanligt fremragende, og ydermere var vores airbnb nok den bedste vi har haft, selvom alle har været gode, så Salta får fem stjerner.
Ikke mindst takket være omtalte Juan. Han og Mette har en lejlighed i Cordoba, men Juan boede her for en masse år siden, og her har han sine gamle venner, som han spiller truco med. Truco er et kortspil. Han tog os til en gade, hvor restauranter og spillesteder lå som perler på en snor. Juan valgte “La Estacion Viejo”, et stort sted med mad og meget levende musik. Stuvende fuldt. Bandet var superprofesionelt, og vidste virkelig hvordan man bygger en stemning op. I det omfang det lod sig gøre at viderebringe noget som helst, fortalte Juan at langt de fleste af publikummerne kendte alle sangene, og der blev sunget og danset så det var en lyst. Smaddersjovt.
Her fik jeg også mulighed for at spise lama for første gang. Det var en gryderet, og det smagte helt ok, lidt som ged, men ikke ret bemærkelsesværdigt.
I det hele taget er det argentinske køkken, som vi har mødt, ikke særlig bemærkelsesværdigt. Det mest påtungefaldene er fraværet af krydderier. Kødet er jo rigeligt og godt, men hvis man vil have andet end salt og citron på det, så skal man bede om det, også peber, og tilbehøret er ikke opfindsomt. Mange steder får man glimrende pasta, og i det hele taget er der ikke noget i vejen med kvaliteten. Det er der i hvert fald heller ikke med vinen, og på restauranter får man fortrinlig vin for 35 kr og op. Vi har jo ikke prøvet noget a la en Michelin restaurant, så det avancerede findes sikkert.
En af de store seværdigheder i Salta-regionen er de farvede klipper ved Purmamarca og Humahuaca, omkring 300 km nord for Salta. Vi købte en heldagstur derop. Vi blev samlet op af en minibus kl. 7, hvilket er meget, meget tidligt her.
Chauffør og guide, Fernando, var en ren wikipedia af informationer om alt fra geologi, geografi, etnologi osv. og han var ikke nærig med at øse ud. Jeg var den eneste af 19 i bussen, som ikke forstod spansk - i hvert fald ikke perfekt - så det var ham meget om også at guide på engelsk, hvilket han faktisk var god til. Han talte nærmest uafbrudt de 300 km ud. Den unge kvinde på sædet foran mig hørte ikke et ord. Hun sov, hvilket ikke er særlig bemærkelsesværdigt. Det sjove var at samtlige 600 km roterede hendes stakkels hovede fra side til side og bankede hvert øjeblik ind i ruden med et knald. Bette mente at vi burde hjælpe hende, men jeg kunne ikke lige regne ud hvordan. Jeg kunne selv følgelig have strakt min hånd frem og afbødet, men det kunne jo misforståes, og manden ved siden af hende var meget stor. Da turen var slut, virkede det ikke som om hun havde pådraget sig hjerneskader.
Humahuaca og Purmamarca er meget indiansk præget med lave huse, som i en Clint Eastwood film. Naturligvis strømmer turisterne til, og det betyder at turistshoppene ligger side om side, og alle sælger det samme junk. Ægte alpaca sweatre til 200 kr. Det er fuldstændig som i Kathmandu, hvor man kan få ægte pashmina for 25 kr. Den inkluderede mad var rædsom, men alligevel var det en fin tur gennem et meget tørt og smukt landskab, ikke så langt fra Atacama ørkenen.
 |
| Humahuaca |
 |
| Kaktusser i denne størrelse er måske mere end 500 år gamle. |
 |
| De farvede klipper i Purmamarca |
Mange steder i landet dyrker de facademalerier, og i Humahuaca var der mange. Her er et udpluk.
I Purmamarca har man rekonstrueret en lille inkalandsby fra 1200 tallet eller før. Ved indgangen står en mindesten for de forsvunde og myrdede under juntaen 1976 - 1983 og for spaniernes folkemord på indianerne fra 1492 og frem. Der er ikke tal på hvor mange indianeres der blev slået ihjel, men på stenen står der at juntaens statsterrorisme var ansvarlig for 30.000 menneskers død.
“NUNCA MAS” - Aldrig mere.
Kommentarer
Send en kommentar