I Argentina

Inden jeg går videre, skal der lige følges op på landsfaderen Belgrano. I modsætning til en hel del af hans efterfølgere så ragede han ikke til sig. Han var en ægte idealist, og han gik faktisk ind for at Argentina skulle være et konstitutionelt monarki, hvor overhovedet altid skulle være indianer. Vældig sympatisk, men ikke noget der vandt gehør hos de rige. Belgrano var på ingen måde rig. Han døde uden en peso på lommen. Den sidste behandling han fik hos sin læge betalte han med det eneste af værdi, som han ejede, sit guldur. Da Kirsten og Ulrik rejste hjem til gråvejret, rejste vi op til Salta i det nordvestlige hjørne, tæt på Bolivia. Her er langt mere indiansk præg, og Salta ligner slet ikke noget europæisk. Det er en skøn by, nok den mest charmerende og behagelige vi har besøgt. Ikke så mange højhuse og det sædvanlige net af kvadrater som byplan. Vejret var som vanligt fremragende, og ydermere var vores airbnb nok den bedste vi har haft, selvom alle har været gode, så Salta får...

Vi bringer først nogle rettelser: Juan (som jeg kommer tilbage til) har gjort mig opmærksom på at den store strudselignende fugl på billedet ikke er en emu. Emuer lever i Australien. Strudse lever i Afrika. Fuglen fra Mirna og Didos estancia er en nandu. Fejltagelsen kunne måske undskyldes, hvis ikke at Ulrik er lærer på en naturskole, og undertegnede faktisk har biologi som linjefag fra seminariet. (Årgang 1979). Vi beklager. Desuden betyder Nahuel Huapi, ikke stort vand. Det gør derimod Iguazu, hvilket giver mening. Nahuel Huapi betyder Tigerens Sø. Så er det på plads. Tak til Juan. Vi har ikke set tango, vi har ikke set Diego Maradona, og vi har af gode grunde heller ikke set “de forsvundne”. Jeg har læst at det er disse tre ting definerer Argentina, så man kunne konkludere at vi slet ikke har set Argentina. Men det synes vi at vi har alligevel. Nu har vi endda været i Buenos Aires to gange, snart tre, inden vi flyver hjem - om coronavirussen vil. Her har der ikke været...

På pampaen Lige ud ad landevejen Hvis man kan gradbøje flad, så er pampaen fladest. Det er jeg nu helt sikker på efter at have kørt 500 km sydpå fra Buenos Aires. 7 timer i luksusbus, hvor den eneste afveksling i landskabet er om der er solsikker, majs, soya eller køer på markerne. I Sønderjylland omkring Tønder er der også fladt, men der er trods alt et sted der hedder Jejsing Bjerg, hvor landskabet hæver sig omkring 1,5 meter over tøndermarsken. Ikke engang sådan en udskejelse oplever man i den del af pampaen vi krydsede. Det er vældig beroligende, sæderne er bløde, brede og kan lægges langt ned. Hvis man alligevel har svært ved at falde i søvn, så kan man tælle køer. Der er rigtig, rigtig mange. Vi nåede frem til Tres Arroyos, nogenlunde udhvilede, og blev mødt af Perico og Mirna og en laber lejebil, som de havde sørget for. Så kørte vi ud til Erik og Birthe, nogle andre af Bo og Bettes gamle venner, som Bette ikke havde set siden 1979. Her boede vi i de fire dage, v...

Nu skal jeg jo ikke, efter snart to uger i landet, gøre mig til ekspert i noget, som klogere hoveder end jeg sikkert har funderet rigtig meget over, men på en eller anden måde forekommer Argentina mig som et land uden historie, eller rettere en kort en som ikke rigtig har rødder i landet. Historien og kulturen udspringer et andet sted, langt væk, steder som mere eller mindre har glemt Argentina. På samme måde er byerne heller ikke vokset frem af det landskab de ligger i, men mere fordi man har besluttet at et givent sted er velegnet. Så har man spændt et net ud af kvadrater på 100 gange 100 meter, stregerne bliver til gader og mellem dem bygger man. Jeg læste engang at spanierne yndede denne byggestil fordi, hvis der var ballade med indbyggerne, så var det let at anbringe en kanon eller et maskingevær for enden - men det passer sikkert ikke. Måske er jeg upassende eurocentristisk, men Buenos Aires er som et mix af Madrid, Barcelona, Paris og Rom uden gallere, romerrige osv. På ...

Argentina Tango Inden jeg fort ælle r noget andet, skal jeg lige have afløb for min irritation over fiskestangshåndteringen i Jorge Newberry airport i Buenos Aires. Jeg har haft min fine fluestang med fra Kbh til Buenos Aires, videre til Puerto Iguzu og derfra til Bariloche med flyskift i Jorge Newberry. På samtlige strækninger har jeg haft min stang med som håndbagage uden problemer. I Iguazu var der heller ingen. Men i Jorge Newberry, hvor vi skal skifte fly, var der en emsig kvinde med et dårligt øje (som kunne ødelægge selv det bedste humør) i security som mente at min uskyldige stang skulle checkes ind. Hun forestillede sig måske at jeg ville springe op under turen og råbe “Flyv til Havanna eller jeg fisker!” Nå, jeg måtte traske tilbage til check-in skrankerne, spurgte selvfølgelig flere gange efter det rigtige sted, og nåede frem til en mand, der lyttede til min jeremiade og erklærede at det var jo fordi det var en fiskestang, og sådan en skal man betale ekst...

3. februar Samvittigheden og Jumbojetten Jeg har kun et gangbart argument for at belaste klimaet med en lang flyvetur til Argentina og adskillige ditto indenrigs i det enorme land. Det kommer her: Det er ikke det enkelte individs holdninger og samvittighed der skal håndtere klimaproblemerne, ligesom det ikke er op til den enkeltes samvittighed at lade være med at stjæle eller det der er værre. I vores del af verden, som tilfældigvis også er den del, der belaster klimaet mest,  forventes  vore ansvarlige folkevalgte at lovgive til alles bedste, og sørge for at der konsekvenser hvis man bryder reglerne. Gør de ikke det, kan vi vælge nogle andre. Det kan man selvfølgelig mene meget om, men lige nu vil jeg tillade mig at glæde mig til rejsen som starter på torsdag.